Josephine Wise

Josephine Wise er en af Storbritanniens absolut mest kendte og anerkendte orientalske dansere. En energibombe, som samtidig besidder den klassiske britiske høflighed og særlige humor. Hun har danset siden sin tidligste barndom, og haft en karriere som professional danser siden hun forlod gymnasiet. I 1981 stiftede hun bekendtskab med den orientalske dans, og den blev hendes livs passion. Hendes stil er meget egyptisk, inspireret af Fifi Abdou og Samia Gamal. For hende er udtryk, humor og kommunikation igennem dansen meget vigtige faktorer, som ikke må overskygges af stræben efter perfekt teknik.

Hvordan begyndte det for dig med den orientalske dans?

Siden min allertidligste barndom har jeg elsket at danse og jeg har arbejdet med mange forskellige stilarter. Siden jeg forlod gymnasiet har jeg arbejdet professionelt som danser. Som professionel danser afprøver man forskellige stilretninger. På et tidspunkt fandt jeg ud af at jeg kunne nogle ting med min krop – bevæge de forskellige dele separat – som der ikke var brug for i contemporary dancing. En bekendt af mig sagde at jeg burde være mavedanser. Det fik mig til at melde mig til et aftenkursus og jeg var straks betaget. Siden 1981 har den orientalske været central i mit liv

Har du en almindelig borgerlig uddannelse eller erhverv?

Jeg har været professionel danser hele mit voksne liv. Dog har jeg også et diplom i Alexander teknik. Udover dans som kunstform har jeg også arbejdet som danse terapeut og med genoptræning. De seneste 17 år har jeg hvert år arrangeret ”Summer School” hvor jeg underviser kursister fra hele verden i et ugelangt intensivt forløb. Desuden har jeg de seneste 8 år hvert år arrangeret den internationale ”Fantasia Festival” i London. Det var det første store årlige arrangement i Storbritannien og besøges af mange dansere, som både vil opleve store shows og workshops med topnavne fra hele verden. I efteråret arrangerede jeg for første gang ”The international belly dance congress”.

Har du en favoritstil?

Nej, jeg har ikke en – jeg har mange. Men jeg har specialiseret mig i den egyptiske stil. Jeg holder af den klassiske stil pga. dens mange muligheder, og af balady på grund af dens funky groundede feeling. Jeg holder også meget af de mere folkloristiske stilarter; saidi, melaya, fellahi m.v.

Har du en yndlingskunstner?

Jeg har mange, men min egen dans er især inspireret af Fifi Abdou og Samia Gamal. Fifi udstråler megen personlighed på scenen. Hun leger med udtryk og betjener sig af humor. Hun er ikke bare en smuk danser med en perfekt teknik, hun kan kunsten at kommunikere med publikum.

Hvordan ser din familie m.v. på din dansekarriere?

Jeg er gift men en mand, som selv er i den kunstneriske branche som art director i et film industrien. Han forstår derfor mange af de organisatoriske og logistiske opgaver der er forbundet med min ”Summer School” og med Fantasia Festival. Han bakker mig op og er samtidig en god rådgiver i mange af disse spørgsmål.

Har du haft oplevelser med dansen, som du særligt mindes?

Jeg har haft mange fantastiske og vidunderlige oplevelser med dansen. Tidligere var der mange arabiske natklubber i London hvor de rige golf arabere for at spille. Der optrådte jeg. Det medførte at jeg en række gange blev fløjet til mellemøsten for at optræde ved store bryllupper. En oplevelse husker jeg dog særligt. Jeg havde optrådt om aftenen til en marokkansk fest. Jeg fik en fantastisk respons fra alle, som sprang op, jublede og dansede med. Da jeg vågnede om morgenen var jeg stadig helt høj. Jeg havde opdaget at jeg kunne give folk glæde og lykke – det gav mig en utrolig dejlig følelse. Selvom det regnede gik jeg ud i min have og gav mig til at danse. Pludselig kom jeg til at tænke på at jeg stadig var i nattøj og at naboerne kunne se mig – og gad vide hvad de har tænkt.

Hvad er dit credo omkring dansen?

Dansen handler om kommunikation. Publikum er ligeglad med om du har en perfekt teknik hvis du ikke er i stand til at kommunikere noget til dem gennem din dans. Du skal omsætte musikkens udtryk i bevægelse og kommunikere det videre.

Læs mere på: www.jwaad.com